Lemlæstelse af slaver og sukkerproduktionen i Dansk Vestindien (7)
Til de førnævnte paragraffer ( se her! ) kan der knyttes nogle kommentarer. Set med mine øjne virker lemlæstelse af slaverne kun til ulempe for plantageejeren. Hvis en slave mistede benet blev arbejdsindsatsen nedsat. Ligesom en afhugning af øret må have betydet, at slaven har svært ved at adlyde ordrer. I alle disse lovparagraffer afspejles en god portion af hvad den hvide mand stod for. Det er ligesom at man følte sig noget truet af det sorte flertal og for at opveje dette og andre problemer, som man ikke formår at løse ad velvillighedens vej, må man gribe til en efter nutidens målestok urimelige hårde midler.
De hvide havde sikkert også god grund til at føle sig truet. Erfaringerne fra oprøret på St. Jan i 1733 havde belært dem om, at negrene i deres kamp for bedre forhold ikke afholdt sig fra at tage grusomme midler i anvendelse.
I to perioder, først fra 1801-1802 og senere fra 1807-1814, var øerne besat af englænderne. Hertil kom, at der efter en gunstig periode for sukkereksporten også opstod problemer med denne. Priserne faldt stærkt, hvilket medførte at mange plantageejere gik fallit og kom i stor gæld. Dog berørtes det vestindiske målemiddel “Courant” ikke af pengekrisen i Danmark, der jo førte til statsbankerotten i 1813. Vort raffinerede sukker fik konkurrence fra Hamburg og England hvorfor man gik over til at udføre råsukker, som ikke længere var underlagt Øresundstold og som derfor bedre kunne klare sig i konkurrencen. (7)
I 1833 blev Vestindien handelen frigivet og nu gik det for alvor tilbage med den danske indflydelse. Fremmede skibe afløste de danske i sejladsen på øerne, og der kom fremtidig kun 10-12 skibe årligt fra København mod 50-70 skibe årligt i perioden 1816-1818. Sukkerindførslen til København sank fra 2o mill. Pd. sukker årligt til kun ca. 9 mill. Pd.
En anden kilde (8) hævder, at forholdene i 1830 lå adskilligt anderledes. Prisen på sukker havde nået bunden i 1829 og afløstes fra nu af af en jævn stigning op til omkring 1840. Danmarks monopolstilling havde ud fra et plantageejersynspunkt haft sin berettigelse under depressionen, hvor det var forbundet med de største vanskeligheder at fa sukkeret afsat på andre markeder. Denne berettigelse faldt begyndelsen af 1830′ erne bort idet efterspørgelsen fra Amerika voksede stærkt således at hele produktionen nemt kunne afsættes.
Sider: 0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16