 |
 |
Jernbanesabotagen med tysk troppetog i Struer 7.2.1945
Et par dage efter blev jeg meget flov, da jeg fik at vide, at der ikke var nogle, som ryddede op efter os. Det kunne jo ikke undgås, at der var sprængstof, lunte, papir m.v. tilbage i fyrrummet. Jeg fik at vide, at det havde Børge Neergaards mor gjort. (En skøn og temperamentsfuld dame på 70 år – født 13. maj 1874). Efter vi var gået, var hun gået ned i fyrrummet for at rydde op, så ingen kunne se, at her havde været nogle rodede sabotører på besøg. Hun gik herefter i Kino forbi det væltede tog og de tyske vagtposter. Fru Neergaard havde en personlig udstråling – og nogle kontante meninger, som vi beundrede. Det Neergaardske hjem på Strandvejen 29 blevet samlingssted for mange af os i vinteren 1945, ligesom de også af og til husede folk fra andre byer, der måtte gå under jorden. Hjemmet bestod af moderen, Børge samt Nanna og Ellen, der var kommet hjem fra København, hvor de boede, de sidste måneder af krigen. Jeg havde på fornemmelsen, at fru Neergaard godt kunne lide at herse med de forskellige mandfolk på sin sommetider lidt barske men charmerende måde. En af hendes foretrukne var, så vidt jeg kunne skønne, Ejnar Bækgaard fra Nr. Nissum seminarium, der som regel overnattede der, når han havde været til møde i Struer. Det var Nanna og Ellen, der i den sidste måned af krigen syede 2 faner af faldskærmsstof til henholdsvis Struer og Vinderup. Disse blev indviet ved en parade den lo. maj 1945 (Kr. Himmelfartsdag). Fanen fra Struer befinder sig i dag på Frihedsmuseet i København.
Da general Lindemann i februar var på vej til Hanstholm, blev jeg vækket ved 02-tiden om natten af remisearbejder, Harald Nielsen, “Snalle”. ‘ Han fortalte, at Lindemann ville passere Struer i tog ved 04-tiden og spurgte, om det ikke var en god ide, at sabotere hans tog. Jeg sagde, at det syntes jeg ikke, for krigen ville jo ikke ændre sig, selvom Lindemann blev slået ihjel. Der ville jo straks være en anden til at erstatte ham, og han kunne måske være værre end Lindemann. Endvidere var jeg også bange for de repressalier en sådan aktion kunne medføre. Harald Nielsen gik igen, vistnok lidt skuffet over min holdning.
Jeg må indrømme, at da Lindemann på tilbagevejen blev saboteret, gav det modstandsbevægelsen stor reklame og goodwill. Lille Hillersborg brændte, heldigvis uden tab af dyr – og menneskeliv; og værdien af de materielle tab var lille i forhold til den for modstandsbevægelsen værdifulde omtale.
Jeg havde dagen efter en samtale med E. Rørbæk Madsen, som foretog aktionen, om det formålstjenlige i en sådan aktion. Vi kunne ikke vide, at den også kom til at skabe problemer i modstandsbevægelsen, som E. Rørbæk Madsen så udførligt har beskrevet i sit skrift “Modstandskamp på Strueregnen”. / Arne Kruse Andersen
— en del af en beretning om modstandsbevægelsen i Struer 1942-1945