Våbenlagre og flytningen af disse
I april / maj 1944 fik vi en mindre sending våben med jernbane. Det var maskinpistoler (stengun), karabiner og pistoler i alt ca. 10-15 stk. Disse våben blev efter et par dage opbevaret på loftet over våbenhuset i Gimsing Kirke. Vi fik fremstillet en simpel dirk, så vi kunne komme ind i våbenhuset om natten. på dette tidspunkt lærte jeg blikkenslagermester Lars Rølle, Kirkegade at kende. Han var med i Struer Skytteforening og havde stor kendskab til våben idet hele taget. Våbnene var indsmurt i fedt, og det var af den grund vi søgte råd hos Lars Rølle, idet vi havde forsøgt at anvende hessian til rengøringen, men dette havde ikke været nok til at gøre våbnene helt rene. Så vidt jeg husker, fik Lars Rølle våbnene hjem til Kirkegade og vaskede dem af i petroleum. Derefter blev våbnene gemt – dels i Gimsing Kirke og dels hos Vilhelm Mehlsen, havnen. Ved siden af Gimsing Kirke lå skolen, hvor lærer Søborg havde bolig, endvidere boede V. Hofman Laursen i sin villa ved siden af Søborg. V. Hofman Laursen var bekendt med lageret i kirken, og han sagde til Søborg, at han ikke skulle tage sig af evt. natlig trafik på kirkegården. Søborgs søn opdagede en enkel nats trafik, så vidt jeg husker.
Vi havde fået at vide, at det ville være godt, hvis våbnene var opbevaret i flere mindre depoter. I var efteråret 1944 lagde jeg et lille depot op på loftet over selve kirkerummet i Gimsing. Det havde jeg helt glemt efter den 5. maj og blev først gjort opmærksom på det i en notits i Jyllandsposten den 5. april 1968. Her stod, at der var fundet håndgranater, sprængstof m.v. i Gimsing Kirke.
Lars Rølle lavede nogle runde beholdere af zinkplade, som indeholdt sprængstof, lunte, detonatorer m.v. til en sprængning samt en adskilt stengun med patroner. Disse blev anbragt så nær som muligt de steder, hvor der skulle foretages sabotage. Jeg gravede bl.a. en ned i en skrænt ved jernbanelinien til Skive ca. 1 km. fra herregården Volstrup. Da jeg ville hente den efter den 5. maj var den væk! Det var et dårligt stykke arbejde, jeg her havde gjort.
Den første sending vi fik den 30. september, opbevarede vi i sommerhuset v/ Handbjerg Strand, hvor J, Krabbe Nielsen boede. Da vi så hvor meget det fyldte, og ikke vidste hvornår, det skulle sendes videre, kom Chr. Elmholdt med det forslag, at vi gravede en hule i Rydhave slotsskov. Dette forslag blev accepteret. Hulen blev gravet ned i en skrænt ca. 1 meter høj, hvor der var et lille indtørret vandløb ved foden af skrænten. – Alle folk fra Struer og Vinderup – ca. 15 stk. – hjalp hinanden, og jeg tror ikke det tog mere end 2 aftener og nætter at lave hulen og få den camoufleret med græstørv og små træer. I taget var der en sliske til godset, og i siden ved vandløbet var indgangen. Camouflagen var så god, at Ejnar Jensen, da han en aften i november ville ud og hjælpe med at sortere en sending, ikke kunne finde indgangen. Han begyndte at tale så højt, at kammeraterne i hulen kunne høre, det var Ejnar og ikke en uvedkommende person, der gik og trampede på taget. Jeg har fået fortalt om en mere dramatisk episode fra hulen. Den fandt sted i november 1944: E. Rørbæk Madsen havde en nedkastningsgruppe, plads, Stendis hede, her havde de også lavet en hule til det gods, de modtog.
Af en eller anden årsag, som jeg ikke kan huske, skulle de have kontakt med vore folk i Rydhave skov, og der var ingen aftaler forud. Der kom 2 mand til Rydhave skov, og de begyndte at lede efter hulen med lommelygter. Da vor vagt så dette, advarede han folkene i hulen, og de opfattede advarslen, som om det var tyske soldater. Det blev derfor besluttet, at folkene fra Struer skulle søge mod Struer over engene til til Handbjerg Stationsby (det var bl.a. Børge Neergaard, Niels Strand, Ejnar Jensen, Alexander Storgaard, og vist også Lars Rølle). Chr. Elmholdt og hans broder Svenning blev tilbage i skoven, som de kendte som deres egen lomme, for at se om “tyskerne” kunne finde hulen, men heldigvis opdagede de, at det var , fælles frænder. En ting gjorde særlig indtryk på mig, da jeg fik historien fortalt, det var da Struerfolkene vadede over engene, så gav Børge Neergaard de andre et par hundrede kroner hver til at klare den første tid, de var under jorden. Det var de overbeviste om måtte ske efter denne aften. – Heldigvis skete det ikke.
Jeg har ikke tidligere omtalt hulens størrelse. Den havde følgende mål: 4 x 6 meter, og 1,9 meter høj – eller snarere dyb. Chr. Elmholdt var i sagens natur depotforvalter. Han sørgede for ompakning i trækasser samt forsendelse. og selvfølgelig optælling af hver nedkastning, der blev indberettet til Toldstrups hovedkvarter.
Da vi ikke kom af med godset, så hurtigt som vi fik det ned i efteråret 1944, skaffede Chr. Elmholdt et lagerlokale i et sommerhus ved Hostrup Strand ca. 1,5 km. sydøst for Gyldendal teglværk (C2 side 25). Her havde Chr. Elmholdt og hans folk opbevaret en sending pakket i trækasser og dermed færdig til videreforsendelse.
Denne sending (som for øvrigt var den eneste sending, jeg var direkte involveret i) fik vi ordre til at afsende fra Struer station til en entreprenør i Sønderjylland. Jeg kørte med Chr. Jensen til Hostrup Strand. Sammen med et par folk fra Vinderup læssede vi vognen og kørte til Struer, hvor vi afleverede godset på godsbanegården. Datoen var fredag den 12. januar 1945. Samme dag om eftermiddagen eller lørdag formiddag, kom “Bloch” og hentede papirerne på godset.
Natten til søndag den 14. januar blev jeg vækket ved et stort brag, der løftede mig i sengen. Jeg blev noget fortumlet og tænkte, at nu havde tyskerne opdaget vor forsendelse fra om fredagen, og sprængte den i luften. Jeg blev hurtigt klar over, at det var min arbejdsplads, B.& O., det gik ud over. Jeg boede på Struerdalvej ca. 6-700 meter i luftlinie fra B.& 0.. Heldigvis var der dagen i forvejen blevet fjernet nogle stenguns maskinpistoler, som var gemt i skunken ved badeværelset i tagetagen; og der var derfor ingen illegale våben, der kom frem i dagens lys ved ødelæggelsen af B & O.
Som ovenfor nævnt var det Chr. Elmholdt, der talte sendingerne op og pakkede dem i trækasser. Men det var Chr. Jensen, eller hans chauffør Emil Hansen, der kørte med godset vel nok den farligste og mest nervepirrende action, vil jeg tro. De kørte også for E. Rørbæk Madsen fra Stendis hede. Som medhjælpere var enten Ejnar Jensen eller Lars Rølle med. Lars yndede at sige, at han “kun” var chaufførens “selskabsdame”, idet han jo havde “elverpigen” med, som vi kaldte den amerikanske pistol Colt 45 med 11 mm. patroner.
Udover lageret på B.& O. havde vi, som før nævnt, et mindre lager hos Vilhelm Mehlsen på havnen i Kirkegade (vist nok Skytteforeningens lokaler) bevogtet af tyske soldater, som havde beslaglagt K. F. U. M. ‘s bygning ved siden af, samt de føromtalte zinkbeholdere fremstillet af Lars Rølle.
Et eksempel på, at hovedkvarteret også trak på Struerfolkene til en opgave udenfor vort område er følgende: (da jeg ikke selv var involveret, kan det kun blive i hovedtræk). I Skive eller Salling blev der optrævlet en gruppe, som havde kendskab til et våbenlager på Spøttrup slot (Dl side 25). Dette lager skulle så vidt muligt reddes. “Bloch” kom til Struer og fik kontakt med vognmand Chr. Jensen. Om aftenen sad han sammen med Ejnar og Lars m.fl. og ventede på klarsignal til at køre til Spøttrup og redde lageret. Desværre kom Gestapo dem i forkøbet, og udflugten blev afblæst.
Den sidste våbentransport, som jeg kender lidt til, foregik den l. maj 1945 fra Rydhave slot til Lemvig. Den blev ret dramatisk, idet folkene på lastvognen kom i ildkamp med tyske soldater i Gimsing på hovedvej 11. Denne episode er beskrevet i Holstebro museums årsskrift 1979. Min andel – i denne transport var at køre til Rydhave slot med 40 liter benzin i en ambulance fra Struer om formiddagen den l. maj. / Arne K. Andersen
— en del af en beretning om modstandsbevægelsen i Struer 1942-1945