Terrainsport i Struer i 1940’erne

Terrainsport  i Struer

Foruden aktiv roer i Struer roklub i sommeren 1942, og aktiv gymnast i vinteren 1942 (her lærte jeg Vilhelm Mehlsen, fiskehandler, at kende) var vi nogle stykker fra pensionatet, som begyndte at dyrke terrainsport i efteråret 1942.

Vi var vel op mod en halv snes stykker, desværre husker jeg ikke navnene på dem alle, men Jens Krabbe Nielsen var, så vidt jeg husker, igangsætteren, og han havde forbindelserne ud ad til. (J.K.N. var ansat på Lundgårds Kreatureksportkontor, som opkøber).

Jeg husker en gang, vi havde en instruktør ved navn Berthelsen, som fortalte, at han havde været med i Den Spanske Borgerkrig. Berthelsen var ikke fra Struer, og vi havde ham kun et par weekender.

Udover J. Krabbe Nielsen husker jeg Peter Larsen, som var ansat hos en skibsmægler på Struer havn, samt politibetjent Johs. Jensen og Vilhelm Mehlsen (Vilse).

Vi anvendte også heftet “Vejledning i Terrainsport” udgivet af Dansk Terrainsport Forbund, og endvidere havde vi en beskrivelse om brugen af tyske geværkarabin
1898, som er vedlagt denne beretning. Terrainsporten dyrkede vi i 1943 og vinteren 1944, Vi havde ikke dannet nogen forening under Dansk Terrainsport Forbund.

— en del af en beretning om modstandsbevægelsen i Struer 1942-1945

Oversigt over indhold!